Salon New Love:
BEYOND THE PLEASURE PRINCIPLE 1:3 - EGO

24. – 27. oktober 2018
Warehouse9





Sigmund Freuds måske mest kontroversielle tekst ‘Beyond the Pleasure Principle’ fremsætter teorien om den menneskelige drivkraft som den erotiske lysts evige kamp med dødsdriften. Salon New Love undersøger idéen i en foruroligende freudiansk performancetrilogi om sindets ubevidste afkroge. I første del, EGO, præsenteres værker, som arbejder ud fra spørgsmål til identiteten og dens skrøbelighed gennem videoperformance, pseudodokumentar, lydkoreografi og duet.


Salonen består af 4 performative værker:


QUEEN OF LOVE NO. 2 - Enter the Mirror

Trioen Louise Pøhler, Søren Meisner og Marc Kellaway præsenterer anden del af deres sci-fi-inspirerede performancetrilogi "Queen of Love". Ledsaget af synthflader og abstrakte field-recordings bevæger en lysende figur sig i et mørkt, tom rum. Nogle gange i form af noget genkendelig menneskeligt, nogle gange muterende til forvrængede figurer. Som i et hologram smelter performer og projektioner sammen til noget på samme tid nærværende og fraværende i rummet. Er der overhovedet et menneske til stede? Eller er den virtuelle selviscenesættelse i virkeligheden en maske dækkende over et fulstændigt fravær?


MY MISSING TWIN - En pseudodokumentar

At være afskåret fra viden om det første kapitel af sin livshistorie kan skabe en permanent mangel, som man måske forsøger at udfylde med idéen om noget andet, der mirakuløst kan hele såret efter det ukendte amputerede. Mette Hornbek, som er transnationalt adopteret, har fået en stærk formodning om, at hun har en ukendt tvillingesøster et sted i verden, og at genforeningen med tvillingen vil kunne gøre en ende på hendes tomhedsfølelse.


SPRACHORCHESTER

Med baggrund i sin egen hverdag, der foregår i et sprogligt krydsfelt, præsenter tysk-danske Anne Sophie Gertz lydværket Sprachorchester. Gennem en komposition, der fletter sprog sammen og leger med rytme og klangfarver fremfor indhold, udfordrer dette værk vores forestilling om sprogets funktion. Resultatet er et polyfonisk værk, hvor sprogene skiftes til at være melodibærende, skabe baslinjen og perkussive rytmer. Kompositionen ledsages af en fysisk performance, hvor Gertz træder ind som performer og dykker dybere ned i klanguniverset ved at give det en kropslig tolkning.


CHANNELLING - The short fall piece

Den internationale performance duo Chuck Morris (DK/CH) gæster salonen med et nyproduceret værk, hvor duoen arbejder med opløsningen af den enkelte kunstneriske identitet gennem pardansen som form. Resonans, pas de deux og synkronitet kanaliserer duoens trejde part: Chuck Morris



Forsiden · #6 · #7 · #8 · #8.5 · #9 ·#10 · Facebook